Hvornår er en lejeaftale reelt en bygge- og anlægskontrakt?
EU-Domstolen har i en ny afgørelse taget stilling til afgrænsningen af, hvornår der foreligger en bygge- og anlægskontrakt. I C-213/13, Impresa Pizzarotti & C. SpA, skulle EU-Domstolen tage stilling til, om en kontrakt om et lejemål af en bygning reelt var en bygge- og anlægskontrakt i udbudsreglernes forstand.
I august 2003 offentliggjorde Comune di Bari en meddelelse om en »markedsundersøgelse« med henblik på inden for en meget kort frist at opføre et nyt fælles hovedsæde, der skulle huse alle domstolskontorer med sæde i byen Bari. Denne meddelelse blev bl.a. offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende af 23. august 2003 (EUT S 161).
Det blev i meddelelsen krævet, at tilbudsgiverne påtog sig at påbegynde det planlagte bygge- og anlægsarbejde inden den 31. december 2003. Den krævede klare og udtømmende oplysninger vedrørende de omkostninger, som skulle bæres af den kommunale forvaltning og det italienske justitsministerium, og om finansieringsmåden, som blev skitseret således, at der var afsat et beløb svarende til 43,5 mio. EUR, samt et årligt beløb på 3 mio. EUR svarende til den leje, som Comune di Bari betalte for leje af bygninger. I et supplerende bilag blev der givet en »officiel og udtømmende oversigt over kravene vedrørende struktur, funktion og organisation« i forbindelse med opførelsen af det planlagte domstolskompleks.
Der indkom fire forslag til projektet og Comune di Bari valgte Pissarotti. Da det efterfølgende blev meddelt fra ministeriel side, at finansieringen (de 43,5 mio. EUR) bortfaldt, forholdt kommunen sig passiv. Pissarotti pressede på for at fortsætte projektet og anlagde en sag ved de lokale domstole med henblik på at forpligte Comune di Bari til at handle. Efter et længere forløb ved de italienske Domstolen blev der fra Consiglio di Stato anlagt et præjudicielt søgsmål ved EU-Domstolen. Spørgsmålet var helt grundlæggende, om en kontrakt med de kendetegn der gjorde sig gældende for bygge- og anlægsprojektet skulle ses som en lejeaftale (der dermed var undtaget fra udbudsdirektivernes anvendelsesområde) eller om der retteligt var tale om en bygge- og anlægskontrakt.
Med henblik på at vurdere om der reelt var tale om en lejekontrakt af bygninger, henviste Domstolen til en oversigt over krav, der præciserede det planlagte bygge- og anlægsprojekts forskellige karakteristika og fastslog bl.a. ved hjælp af statistiske oplysninger (eksempelvis antallet af civile sager og straffesager, antal ugentlige retsmøder pr. ret, antal dommere og offentlige anklagere, antal administrativt personale, politi eller sikkerhedsfolk, antal advokater med bestalling i Bari mv.) de specifikke behov som retterne i denne retskreds, har (antal nødvendige kontorer og lokaler til retsmøder, konferencer, møder og arkivering, rummenes areal, metoder for intern kommunikation) og visse fælles behov, såsom parkeringskapacitet (se præmis 46). Domstolen fandt, at denne oversigt gav Comune di Bari en mulighed for at udøve en afgørende indflydelse på arbejdets projektering. Hovedformålet med kontrakten var, fastslog Domstolen i præmis 48, at udføre et bygge- og anlægsarbejde, som svarede til de af kommunen fastlagte behov.
Det blev samtidig påpeget, at aftalen dog indeholdt visse elementer, som kendetegnede en lejekontrakt. Primært var der den finansielle modydelse på 3,5 mio. EUR pr. år i 18 år. Denne samlede ydelse var ikke i nærheden af at dække den samlede finansiering ved byggeriet (som beløb sig til ca. 330 mio. EUR). Som Domstolen imidlertid også påpegede, så er entreprenørens vederlag eller bestemmelserne vedrørende betaling ikke afgørende for, hvorvidt der foreligger en bygge- og anlægskontrakt, men derimod hovedformålet med kontrakten (præmis 50). På denne baggrund fastslog Domstolen, at den pågældende aftale reelt var en bygge- og anlægskontrakt i udbudsdirektivernes forstand.
//Michael Steinicke