Hældningsgrader og døde rammeaftaler
Evalueringsmetode og hældningsgrad
Klagenævnet for Udbud har tidligere udtalt, at pligten til at beskrive evalueringsmetoden i Udbudslovens § 160 ikke ikke indbefatter en beskrivelse af den procentuelle hældningsgrad (eller gearing), hvis der bruges en lineær pointmodel.
Det så vi i kendelse af 8. august 2017, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen mod Region Midtjylland. Denne praksis vil lovgiver nu gøre op med i forbindelse med det tidligere omtalte ændringsforslag til udbudsloven, så gennemsigtighedsforpligtelsen bliver total for så vidt angår beskrivelsen af evalueringsmetoden. Mens vi venter på lovgivningen, har klagenævnet dog i kendelse af 9. januar 2019, Wedel Installation Aps mod Københavns Universitet, fået lejlighed til at uddybe gennemsigtighed i forhold til hældningsgrad:
Klagenævnet udtaler nemlig, at der rigtignok ikke er pligt til at fastsætte den procentuelle hældningsgrad på den lineære pointmodel, MEN: Det var til gengæld i strid med bestemmelsen, at universtitet slet ikke havde angivet, hvad universitetet ville lægge vægt på i forbindelse med fastlæggelsen af hældningsgraden. Dette i modsætning til Midtjylland-kendelsen, hvor man havde angivet, at
“[…] ved fastlæggelsen af procentsatsen, som benyttes til at beregne nulpunktet, vil der blive taget højde for det forud for tilbudsfristen forventede prisniveau samt spredningen i de faktisk indkomne priser justeret for eventuelle unormalt lave eller unormalt høje priser, således at modellen sikrer, at de enkelte underkriterier i praksis får den vægtning, som er angivet ovenfor.”
Selvom ovenstående meget vel snart kan blive irrelevant, tjener kendelsen som en præcisering af beskrivelsesforpligtelsen til § 160.
Døde rammeaftaler
Næsten i en bisætning rører kendelsen også ved et spørgsmål, som er diskuteret lystigt i udbudsretlige kredse efter indførelsen af pligten til at bringe annullerede aftaler til ophør: Hvad sker der med en rammeaftale, hvis den annulleres endeligt? Som argument for ikke at tillægge klagen uopsættelighed, udtalte Klagenævnet, at
"[...] Efter det, der er oplyst, og navnlig henset til, at Københavns Universitet ved en endelig afgørelse om annullation ikke vil kunne gøre brug af rammeaftalen, jf. udbudslovens § 185, stk. 2, finder klagenævnet, at betingelsen om uopsættelighed ikke er opfyldt [...]"
Det er klar tale: En rammeaftale, som annulleres ved endelig kendelse, kan ikke anvendes.
Ovenstående skal dog formentlig præciseres sådan, at ordregiver kan trække på en indgået rammeaftale, selv om Klagenævnet har annulleret tildelingsbeslutningen, indtil indbringelses-/ankefristens udløb og eventuel endelig dom, hvorefter kendelsen om annullation har materiel retskraft. Muligheden for videreførelse efter udbudslovens § 185, stk. 2 - efter forannævnte tidspunkt - synes i øvrigt alene efter sin ordlyd at omfatte kontrakter, og ikke rammeaftaler ("[...] medmindre særlige forhold, der tilsiger kontraktens videreførelse, gør sig gældende [...]").
//Anders Nørgaard Jensen & Povl Nick Bronstein