Ordregivers undersøgelsespligt, igen

Efter klagenævnets faste praksis er ordregiver ikke underlagt en aktiv undersøgelsespligt, medmindre oplysninger i den i øvrigt fremlagte dokumentation måtte give anledning til tvivl om, hvorvidt dokumentationen er fyldestgørende. Se i den retning bl.a. kendelse af 18. maj 2017, Scan Office A/S mod Moderniseringsstyrelsen, samt kendelse af 22. januar 2019 - G4S A/S mod Post Danmark A/S. Men udgangspunktet modificeres, hvis ordregiver gøres opmærksom på uregelmæssigheder på et tidspunkt, hvor en fejlagtig beslutning kan repareres. Man kan med andre ord sætte ordregiver i “ond tro” om konditionsmæssigheden af et konkurrerende tilbud og derved fremprovokere en undersøgelse.

Det var tilfældet i sagen her. Klagenævnet udtalte nærmere om selve undersøgelsen, at 

"Det vil ud fra de konkrete omstændigheder være tilstrækkeligt for ordregiveren at anmode den vindende tilbudsgiver om på ny at bekræfte, at de stillede (mindste)krav vil blive overholdt, og at anmode om en vis redegørelse eller dokumentation for, hvordan det vil ske […]”

Det er værd at bemærke sætningens (understregne) andet led: Det skal ske en betryggelse af ordregivers formodning om, at tilbuddet er konditionsmæssigt, og det kan ikke blot ske ved en fornyet bekræftelse - ordregiver skal også her være opmærksom på og balancere, at betryggelsen ikke fører til en ændring af tilbuddet. Klagerens argumenter førte i øvrigt ikke til en ændring af konditionsmæssighedsvurderingen ud fra konkrete omstændigheder. 

Det er endelig måske værd at bemærke, at klagenævnet skulle forholde sig til et mindstekrav om, hvorvidt et mødelokale er “velfungerende”; et sådant mindstekrav synes skønsmæssigt præget, men en isoleret prøvelse af dét spørgsmål ville formentlig ikke få nogen betydning for klagens udfald.

//Anders Nørgaard Jensen