3 sommerkendelser om egnethedsvurderingen

Alle kendelser falder på de centrale punkter ud til ordregivernes fordel og tjener til at bekræfte følgende hovedregel: Ordregiver har et vidt skøn ved tilrettelæggelse og gennemførelse af egnethedsvurderingen.

Plejedanmark-kendelsens udfald er oplagt og understreger blot, at kommunens kendskab til klageren – som var nuværende leverandør – ikke gav mulighed for at tilsidesætte de fastsatte egnethedskrav (som klageren faldt for). Det modsatte ville naturligvis være i strid med ligebehandlingsprincippet.

Getcare-kendelsen er i sig selv interessant, fordi klageren byggede sin klage på proportionalitetsprincippet i forhold til et fastsat referencekrav. Klagenævnet påpegede kommunens vide skønsbeføjelse, jf. ovenfor, og noterede sig også kommunens konkrete begrundelse for, hvorfor erfaring med rehabiliterende indsats var af betydning. Generelt gør ordregiver sig en stor tjeneste ved at nedskrive disse overvejelser i et forudgående notat, som i værste fald kan fremlægges under en klagesag.

Endelig behandler Urbaser-kendelsen ordregivers mulighed for at lægge vægt på anden passende dokumentation for egnethed, hvis en deltager af ”gyldig grund” ikke kan fremlægge det krævede. I den endelige kendelse sagen gik klagenævnet ikke længere end at konstatere, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens afvisning af dokumentationen som upassende.

---o0o---

Kendelserne er måske ikke bemærkelsesværdige i deres egen ret, men set i sammenhæng fastholder de et fortsættende udgangspunkt om egnethedsvurderingen i dansk udbudsret: Ordregiver har meget lang snor, også selvom lovbemærkningerne til eksempelvis § 145 om videre begrænsning af egnede ansøgere kunne udlægges som en opstrammer (se f.eks. kendelse af 15. februar 2018, Rengoering.com A/S mod Fredensborg Kommune).

//Anders Nørgaard Jensen