Ændringer af Håndhævelsesloven - lovforslag fremsat

Skrevet 28. februar, 2013

PUBLICURE orienterede i starten af januar 2013 om, at et udkast til ændringer af Håndhævelsesloven var blevet sendt i høring (se dette link: http://publicure.dk/nyheder/201301/aendringer-af-haandhaevelsesloven). Erhvervs- og Vækstministeren fremsatte så den 27. februar 2013 officielt lovforslaget, der i store træk er identisk med det tidligere udsendte høringsudkast.

 

De væsentligste ændringer i forhold til høringsudkastet er klagefristerne, der er gjort en anelse længere - de er dog stadig betydeligt kortere end de klagefrister, der er gældende i dag. De foreslåede klagefrister vil - såfremt loven vedtages i uændret form - være som følger ved udbud efter Udbuds- eller Forsyningsvirksomhedsdirektivet:

 

  • 20 kalenderdage for klager over ikke at være blevet prækvalificeret,
  • 45 kalenderdage for klager over indgåelse af offentlige kontrakter, og
  • 6 måneder for klager over rammeaftaler.

 

Herudover - og som noget nyt i forhold til den gældende regulering - indføres der tilsvarende klagefrister for udbud efter Tilbudsloven.

 

Det er i relation til klagefristerne vigtigt at bemærke, at de først iværksættes, når den pågældende ordregivende myndighed har foretaget en nærmere fastlagt udløsende handling i henhold i Håndhævelsesloven. Denne handling består i - alt efter kontrakttypen - enten af en kort redegørelse for de relevante grunde for beslutningen, eller offentliggørelse af en bekendtgørelse om indgåede kontrakter.

 

Ændringerne af Håndhævelsesloven forventes at træde i kraft den 1. maj 2013.

 

Det fremsatte lovforslag kan ses i dets helhed her: http://www.ft.dk/samling/20121/lovforslag/L153/som_fremsat.htm#dok

 

/Povl Nick Bronstein